Jubilæumsfonden donerer kr. 700.000,- til ny sauna!

1. juli 2024 16:27 , af Trine Wengel

Kære medlemmer

Det er os en STOR, STOR glæde at kunne fortælle jer, at Rørvig Helårsbadere efter ansøgning fra bestyrelsen har modtaget en donation på kr. 700.000,- til vores saunaprojekt fra Jubilæumsfonden af 12.8.1973.

Donationen fra Jubilæumsfonden er ikke blot en meget flot og stor gave, den er også særdeles vigtig for, at vi kan sætte gang i projektet og have en ny sauna klar i første halvår 2025.

Donationen betyder nemlig, at vi – kombineret med foreningens egen opsparing – er meget tæt på målet. Vi mangler nu kun ca. kr. 150.000,- som vi er i gang med at søge hos andre fonde og lokale virksomheder/erhvervsdrivende.

Det betyder også, at vi nu har mulighed for at koble os på Rørvig Havns planlagte renoveringsprojekt, som starter i oktober.  Dermed kan vi spare væsentlige omkostninger på bl.a. kranleje og entreprenørarbejde.

Donationen blev markeret ved sommerens sidste gus den 30.6., hvor Peter Nymann på vegne af Jubilæumsfonden overrakte bevis på donationen til formand Puk.

Vi vil gerne takke Jubilæumsfonden endnu en gang for deres store støtte, som er helt afgørende for vores projekt.

Vi glæder os til at holde jer medlemmer informeret om projektet og til at lukke flere saunabrugere ind, i takt med at vores nye sauna kommer tættere på.

Med glade og stolte hilsner og ønsket om en dejlig sommer til jer alle!

Puk, Peter, Stanley, Ole og Trine