Vedtægter for Rørvig Helårsbadere.

 

  • 1

Klubbens navn er Rørvig Helårsbadere og har hjemsted i Rørvig.

Foreningen er stiftet 13. november 2014.

 

  • 2

Foreningens formål er at fremme medlemmernes sundhed og sociale samvær. Dette gennem udendørs badeaktiviteter hele året, i Isefjorden ved Rørvig havn.

Endvidere arbejdes for, at udbrede kendskabet til helårsbadning for mennesker i alle aldre.

 

  • 3

Alle kan optages som medlemmer af foreningen.

Alle over 18 år kan optages med adgang til sauna.

Medlemmer som ønsker saunaadgang, skal udover kontingent betale indmeldelsesgebyr. Dette fastsættes af bestyrelsen.

 

  • 4

Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer. Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år med 3 på valg i lige år og 2 på valg i ulige år.

  1. Bestyrelsen konstituerer sig selv med mindst en formand, en kasserer og en sekretær.
  2. Vedtagelser i bestyrelsen kræver at over halvdelen af bestyrelsen er til stede og stemmer for vedtagelse. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
  3. Bestyrelsen fastsætter sin egen forretningsorden.
  4. Der tages referat af bestyrelsesmøderne. Efter godkendelse af referatet offentliggøres dette på foreningens hjemmeside.

 

  • 5

Der afholdes ordinær generalforsamling inden udgangen af 1. kvartal. 

Indkaldelse skal ske senest 30 dage før generalforsamlingen via mails og på foreningens hjemmeside.

 

  • 6

Alle afgørelser på generalforsamlingen afgøres ved alm. stemmeflertal af  de fremmødte medlemmer over 18 år,  som har betalt det fastsatte kontingent og indmeldelsesgebyr.  Ved vedtægtsændringer  skal mindst 2/3 af de fremmødte stemme for ændringen.

Valg til bestyrelsen kan afgøres skriftligt, hvis mindst ét medlem ønsker det.

 

 

  • 7

Dagsorden for ordinær generalforsamling:

  1. Valg af ordstyrer og referent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Fremlæggelse og godkendelse af regnskab
  4. Fremlæggelse og godkendelse af budget
  5. Behandling af evt. indkomne forslag
  6. Fastsættelse af kontingent
  7. Valg af bestyrelse
  8. Valg af 1 suppleant for 1 år
  9. Valg af revisor og revisor suppleant.

10 Evt.

 

  • 8

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 14 dage før afholdelse af generalforsamlingen.

 

  • 9

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Mellem generalforsamlingerne leder bestyrelsen foreningen. Bestyrelsen indkalder mindst én gang årligt til medlemsmøde.

 

  • 10

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, hvis et  flertal af bestyrelsen eller mindst halvdelen af medlemmerne fremsætter ønske herom med mindst ét skriftligt punkt til dagsorden. Bestyrelsen indkalder til ekstraordinær generalforsamling med 8 dages varsel, senest 30 dage efter anmodningen, med angivelse af dagsorden.

Stemmeberettigede og regler for afstemning, som ved ordinær generalforsamling.

 

  • 11

Regnskabsåret løber fra 1. jan. – 31. dec.. Regnskabet forelægges

bestyrelsen og den valgte revisor senest ved indkaldelse til ordinær generalforsamling.

Kassereren administrerer foreningens regnskab. Formanden og kassereren tegner foreningen økonomisk eksternt.

 

  • 12

Medlemmerne hæfter ikke personligt for foreningens gæld.

Køb og salg af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen, hvor mindst 1/3 af medlemmerne er til stede og 2/3 af de fremmødte stemmer for afgørelsen.

 

  • 13
  1. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, når særlige grunde giver anledning hertil. Der kræves 2/3 flertal hertil i bestyrelsen. Medlemmet skal inden bestyrelsen træffer sin afgørelse have haft lejlighed til at fremføre sine argumenter, og medlemmet kan kræve, at spørgsmålet om eksklusion afgøres på førstkommende generalforsamling som særskilt punkt på dagsordenen.

 

 

  • 14

Opløsning af foreningen kan ske ved mindst 2 på hinanden følgende generalforsamlinger/ekstraordinære generalforsamlinger med mellem 8 og 14 dages mellemrum.  Det første indkaldes med mindst 14 dages varsel. Beslutning kan kun tages med 2/3’s flertal af de fremmødte.

Klubbens eventuelle værdier/midler ved opløsning af klubben skal anvendes til almennyttige formål i Rørvig sogn.

 

Vedtaget den 13. nov. 2014.

Redigeret ved generalforsamling 5. marts 2015.

Redigeret ved generalforsamling 13. marts 2017.

Henter billeder...